• Det er ikke kun billigere for dig at være turist. Dollaren bløder og kan føre til lavere inflation i Europa, siger ekspert

    Source: BDK Finans / 26 Aug 2024 11:05:58   America/New_York

    Verdens vigtigste valuta har haft en svær august og er nu faldet til det laveste niveau over for euroen i mere end et år. Dollarens værdi har svinget i længere tid, før den i starten af måneden dykkede på grund en skuffende arbejdsmarkedsrapport i USA samt efterfølgende uro på de finansielle markeder. Men på trods af mere opmuntrende signaler fra økonomi, er udviklingen fortsat. I starten af måneden kostede en dollar 6,92 kroner, mens den i dag koster 6,67 kroner. Det er det laveste niveau siden juli 2023. »Dollaren er nede på et kritisk niveau,« vurderer Jan Bylov, der er valutastrateg hos Jyske Bank. Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, kalder faldet en »ret markant svækkelse«. Alligevel er eksperterne ikke bekymrede for udviklingen, som de mener er en naturlig reaktion på flere faktorer. Hvilke faktorer, der ligger til grund for dollarens dårlige form, er de dog ikke helt enige om. Renten er som regel et godt sted at starte, når spørgsmålet vedrører valutakurser. Ifølge Allan Sørensen er netop udsigten til rentenedsættelser en helt central årsag til svækkelsen af den amerikanske dollar: »Det er helt tydeligt, at rentebevægelserne spiller ind. Der er stigende forventninger til, at den amerikanske centralbank (Federal Reserve) sætter renten ned i september, hvilket er med til at trække dollaren ned,« siger Allan Sørensen, der peger på, at lavere renter har en tendens til at gøre valutaen mindre interessant for udenlandske investorer. Fredag sagde chefen for Federal Reserve, Jerome Powell, at tiden er inde til, at centralbanken sætter renten ned. Eksperter forventer at se flere rentenedsættelser i løbet af 2024, mens den kommende nedsættelse menes at blive på 0,25 procentpoint. Dårligt nyt kan være godt nyt Argumentet er validt, men ikke nok til et globalt fravalg af dollaren, hævder Jan Bylov, som mener, at den faldende dollar er et udtryk for et optimistisk syn på fremtiden. Ifølge Jan Bylov har kapitalforvaltere en stærk tro på, at vækstnedgangen, som har præget de finansielle markeder på det seneste, vil udmønte sig i en blød landing frem for en recession. »Fortællingen har jo været, at man har set negativt på USAs situation,« indleder Jan Bylov og fortsætter: »Det, der sker lige nu, er, at optimismen stiger, så man i mindre grad har brug for en såkaldt sikker havn, hvor man har sine penge ved lav risiko. Det gør, at kapitalen vil ud at arbejde rundt omkring i verden, hvor både risikoen og afkastet er større. Det er en helt naturlig udvikling,« siger Jan Bylov. Dollarens fald får ikke blot eksperter til at mane til besindighed. Der kan også være regulære fordele ved, at dollaren er svækket. Det betyder nemlig ikke kun, at det bliver billigere at være turist i USA, fordi rejsebudgettet rækker længere. Det kan også holde inflationen nede, påpeger Allan Sørensen. »Det kan umiddelbart virke inflationsdæmpende for Europa, fordi mange varer, der bliver købt i USA eller handles i dollar, jo faktisk bliver billigere,« siger han. Svag dollar bliver mere stabil Selvom både Allan Sørensen og Jan Bylov generelt er rolige ved den faldende dollarkurs, skønner de to eksperter, at vi fortsat vil se nogle udsving på den korte bane. »Amerikanernes pengepolitik kommer blandt andet til at spille en vigtig rolle,« siger Allan Sørensen, der tilføjer: »Renten bliver jo med al sandsynlighed snart sat ned, og de forventninger har svækket dollaren. Der er efterhånden styr på inflationen, og får vi flere rentesænkninger end ventet ligger en styrkelse af dollaren umiddelbart ikke i kortene.« Dog ser vi på sigt imod en blød landing, vurderer Jan Bylov, der på den lange bane er mere optimistisk omkring en mere stabil dollar: »Jeg mener først og fremmest ikke, at dollaren vil kollapse, som nogle mener. Det kommer ikke til at ske,« siger valutaeksperten og fortsætter: »Jeg har dog nedjusteret mine forventninger til dollaren, som jeg forventer vil forblive under pres på den korte bane. Men kigger man hen imod sommeren 2025, så mener jeg, at vi vil lande på et højere niveau, end vi formentlig kommer til at se i de næste par måneder,« siger Jan Bylov. Altså en styrkelse over for euroen og den danske krone. https://www.berlingske.dk/business/det-er-ikke-kun-billigere-for-dig-at-vaere-turist-dollaren-bloeder-og-kan
Share on,